Ulv

Fred nu

i blækket og papiret

 

Over midnat

går jeg bagest i haven

 

Og skyder ulven

så jeg kan sove

I en stol i solen

Bagest i haven er sommerfugle

ikke mange

men de er der

 

Forrest i haven …

 

Inden jeg går derned

tager jeg gummistøvler på

pga. fugten og flåterne

 

Men har jeg først sat mig

i en stol i solen

 

I det meterhøje græs…

Den kølige vind fra vinduet

 

Forsvindingspunkt

i den dyne der lægger sig over mig

i den dyne jeg lægger mig i

uden at sove blot hvile

aldrig vågne

 

er der ord

og streger

tilbage at

våge

med

?

Fri for ord

 

PS: I de her shorts får jeg ustandselig nosserne i klemme!

Solen klangen ringlen

"Vores" solsort

”Vores” solsort har nu sunget i

over en måned med

den samme frase som afslutning

”vores” solsort er nu den sidste der synger heromkring

(har den virkelig rede og æg så længe!)

 

Naturligvis misforstår vi den

helt og holdent

fuldstændig og

helt og aldeles

 

Vi er med på dens improvisationer

jazz (virtuost)

men andet ved vi jo ikke

Stilleben

Bladet vendes næsten af blæsten

på skitseblokken

 

Men det er for tungt og

blæsten ikke stærk nok

 

Bladet blafrer og viser

glimt af leben

Dagbog

Omkring bogen er pergament

der forstyrrer mig hver gang

jeg skriver

ingen orden kun knitren

af det jeg holder af

Hvad er det mænd samles om?

Den fede farve på lærredet

 

Også dér hvor farven ikke dækker

fordi motivet så træder tydeligere frem

og lyset bliver til

 

Ild

 

Vi (os mænd) går meget til og fra

 

Bål

Uden frygt

 

I solen dagen før solhverv

Jeg har glædet mig over solen i dag

haven var fuld af sol

 

Svævende højt græs insekter og fugle

(pauser, ikke fri)

 

Skulle jeg have brugt store og

kradse strøg

på papir

i heden

i stedet for at læse

stille i solen og når det

blev for varmt flytte

ind i skyggen

med én hånd på mobilen

og klar til at gå

tilbage til PC’en

(kalendergymnastik)?

 

JA!

 

Om solhvervsnattens bevægelser

har jeg ingen erfaringer (digtet står stille)

man hører så meget

hvis man lytter

indtil solen står op

Miner - tegn sprog krig

Eksaminer er

al den tomme tale

jeg er træt af at lytte til

og give karakterer for

 

Med årene sværere og sværere at holde ud

 

Humaniora forsvinder

når viljen til at lære

bliver viljen til

                           at lade som om (det store skuespil)

 

Kun sjældent møder jeg

et ærligt vidne til

ikke at vide

og får straks

stor lyst til at

lade eleven bestå

 

Ikke desto mindre er

ingeniører vejen frem (der er ikke andre)

(en logisk konsekvens)

Miner lagt ud

i lige linjer og spor

universelt

og hvad jeg ved om

tegn sprog og

krig

Naturen vender tilbage

 

i

Med broer

og sænketunneller

når vi i land

for havene sundene og fjordene

 

I håb om aldrig

at vende tilbage

 

Imens etableres erstatningsnatur

for broerne og sænketunnellerne

 

I håb om

at naturen vender tilbage

 

ii

I håb om

at naturen vender tilbage

bombes tunnellerne

og broerne

 

Og ukendte moser får unikke vilkår

for etablering helt ind i byerne

med tiden

der udmåles mellem borgere i samling

I et meget mindre hæfte

I morgen

nej næppe

 

Som pile og oprør

en lille skrift i et

meget mindre hæfte

 

Jeg kan ikke holde øjnene åbne

på grund af lyset og mørket

 

Lukke øjnene har jeg ikke prøvet før nu

og når vi mødes i morgen

Blækket flyder ikke frit

 

En bog

i

Pludselig skulle jeg ikke

og talte højt for mig selv

 

Jeg læser en bog

 

ii

´Sådan´ er sådan et ord

der ikke tilgiver

Ligesom mine briller

der bliver ved at glide ned

 

Så jeg ikke ser

det jeg ser

 

iii

Her flyver alle fugle over

gæs svaner traner (højt) flagermus måger

duer og strandskader

og alle dem jeg aldrig hører

men alle dem jeg aldrig ser

Den gamle kvindes digt

i

Forleden så jeg et vinkende blad

en vinkende skræppe

og dér også en

og en til

jeg blev levende igen

 

I dag vinker en hel hæk

 

Det ender med

levende hegn

 

ii

For bag blækket

(der flyder rigeligt og godt her)

er naturligvis birkens ustyrlige

blade og rakler overfor (sikken larm og bevægelse)

 

Den gamle kvindes træ

er enormt

hvad mon hun tror?

 

Her sidder jeg i blæsten og solen

og i den mægtige lyd

 

iii

Lysende vinduer

spejle

insekternes lys

Det er en tegning en stemme

 

Jeg begynder altid forfra

Jeg begynder altid forfra

foran bygningen

siger ordene

mærker tegnene

når som helst

 

I landskabet

 

Og slår mig så ned

for at hvile

for at kunne

Det er en tegning

en stemme

Når jeg skriver tegn til en chatbot

Hvis jeg skriver sammen med AI

når jeg skriver sammen med AI

starter jeg sikkert med et metadigt

om … (gentagelse)

 

Men efterhånden tager det til

og jeg spørger mig selv

hvordan den vil forstå mine

tegn på papir

og deres udspring

 

Brandolinis lov siger at jeg vil

bruge oceaner af tid på forklaring/tilbagevisning

af bullshit om tegn på papir

 

Også i et digt

 

Så hellere skrive det selv

 

Men

jeg har sådan set altid

skrevet metadigte

digte om at digte

 

Natten falder langsomt på

himlen bliver mørk

snart forsvinder kontrasterne (skyerne)

 

Jeg har travlt

 

Papiret blyanten pennen

blæk tusch kul

 

Helt uden for AIs rækkevidde

så hvorfor ikke!?

Det er en tegning

en stemme

Jeg går ned

I morgen

(hvis vejret tillader det)

går jeg ned i haven og tegner

 

Senere sår og spreder jeg frø

 

Tramper i græsset

der er overalt

så frøene når jorden

 

Min tegning har ikke en chance

Vi talte om AI

Vi talte om AI

i løbet af ugen

henad vejen

og har gjort det længe (to år)

og da ingen mødte frem i går

for at høre om i morgen

 

I dag fandt jeg (igen) en elev

der snyder sådan (talentfuldt?)

 

Hans sprog er altid på vej væk

hans skrift kender og aner jeg ikke

De sidste år

er jeg alle år

(måske de bedste)

 

Arbejde

En form for sorg (eller sang tegning drøm)

Også solsorten mediterer

i græsset

og synger mig til ro

på taget

 

Ingen griber mig

 

Jeg sov ikke i nat

men hvilede

i uglens tuden

helt tæt på

en lys tuden

en ung ugle måske

 

Intet kan ske mig i nat

stilheden

jeg har fri

 

Men jeg sover ikke

 

Den nat du har

foran dig

er stor

 

En blæk kul og tusch-tegning

af virkeligheden

i virkeligheden

 

Jeg ser den

hver dag

som min

Nætterne fortæller mig

at jeg gør galt

og at noget derfor går galt

for mig

                   i morgen

og dengang

Jeg drømmer sjældent

(pga. nætterne vel)

men har mareridt

(jeg ikke husker men tak for at vække mig elskede)

 

Når jeg drømmer i nat

tuder uglen igen

om alt