Det sorte
blæk på det hvide papir fortæller på én gang om en vandring i livet frem mod
døden men måske også om skriftens død. Således er værket på én gang skrift og
billede, tegn og motiv. Ironisk er det, at i tider hvor man stort set ikke
skriver i hånden mere er det blevet let at få øje på skriften som billede,
selvom den altid har været det. Skriften som et billede der ikke lægger skjul
på udformningens proces, for her er skæve linjer, overstregninger og
tilføjelser. Det er billedet der bliver til men også fortælling og refleksion.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar