I. JEG ER SKOVL
Mere end midtvejs gennem livet
befandt jeg mig i sorte skove
og vidste ikke hvordan jeg kom videre
jeg vidste ikke ud eller ind
Her var ingen til at lede mig og
hvad ledte jeg efter
Jeg ved at jeg har stor kærlighed
til min elskede Marianne
Jeg føler kærligheden
til hende hver dag
Alligevel står jeg her i dybe skove
og ved ikke ud eller ind
Omkring mig dukker det værste op
det jeg altid har holdt mig fra livet
kommer pludseligt meget tæt på
Min kærlighed og min kunst siger
at jeg må sige fra
II. DET VÆRSTE
Først og fremmest er det værste
at jeg skal genkalde mig fra engang
hvor det værste er
At skoleinspektøren slog døren ind
til klassen og rev en kammerat ud
hver uge
Det var ondt!
At jeg forlod min far
uden at våge ved hans dødsleje
Det var ondt!
At jeg ikke formåede at forhindre
naboens overgreb på min datter
Det var ondt!
At astmaen flåede i mine lunger i
nætter
imens mine forældre sov
Det var ondt!
At jeg blev så vred
at Marianne aborterede
Det var ondt!
At vi lod vores penge investere i
Danske Banks New Normal
Det var ondt!
At vi lod vores penge investere i
Danske Banks New Normal
Det var ondt!
III. STOP
Det sagde Dante ikke
han sagde
´Det jeg altid har holdt mig fra
livet kommer pludseligt meget tæt på´
Og så falder han om og får krop
der har den værste stank i det værste
søle druknende
Jeg selv arbejder videre
men det går mig på at vintrene bliver
mørkere og længere
at mit syn bliver dårligere og at
mine ord fryser fast derude
Sådan ser man sig vel tilbage tænker
jeg
men ser ingenting
jeg er elendig til at huske mit liv
men Dante den værste
Ser du dit liv Dante!
IV. MIT LIV
Jeg skal spare jer for detaljerne
imens Dante i et væk namedropper sin
tid og historien
det personlige lå ligesom ikke til
ham den stakkels helvedes karl
sagen er Jesper
der fødtes i Bethlehems Sogn på fødeklinik
midt i København
min mor fortæller at personalet gav
hende en sprøjte lørdag
så de kunne gå hjem og holde fri
søndag
indtil mandag hvor så fødslen kunne
finde sted
hun led – det var ondt!
sådan kom jeg til verden i en
arbejdsplan i det private erhvervsliv
og blev hurtigt fragtet hjem til
lejligheden hvor min far hostede tuberkulose
i Det Kgl. Teaters orkestergrav hver
aften (velsagtens til ”La Boheme”!)
han led – det var ondt!
Det er sådan det fortælles…
Derefter bliver det sværere fordi jeg ikke tror på historien
og hvad ved jeg om
skylden samvittigheden og skammen
som jeg bærer derfra
V. RÆKKEHUS OG PRIVATSKOLE
Det er svært at forestille sig større
skyld samvittighed og skam end
Henriette Hørlück Skoles
Kroggårdsskolens
og Kochs rækkehuses
Her var jeg ikke ønsket som barn
VI. ALT DUKKER OP
Den kulde jeg føler i min krop nu
kender jeg ikke
Fra solar plexus og ud i fingrene
Men jeg kender lyden af blæsten udenfor
den metalliske klang
som om natten er rum
Jeg har voldsomt travlt
tiden er så kort nu
næsten opbrugt
Alt det der dukker op dukkede op
for længe siden igen og igen
Så jeg kommenterer ikke længere mig selv
og insisterer på at resignere
Holder bare mund i vrede
uopfordret når alle jeres spørgsmål om
mit liv står stille
og når mine livs spørgsmål er ligegyldige
Jeg går videre sådan men ved ærlig talt ikke hvordan
VII. FADERVOR
Jeg folder mine hænder
der er begyndt at ryste på det sidste
Jeg er begyndt at bede
Fadervor
fordi jeg ikke kender andre bønner udenad
Derefter improviserer jeg
og undrer mig over hvor hurtigt jeg synker ind i bønnens form og traditionelle ord
så hvordan beder man?
Hvornår er bønnen inderlig
hvornår er den fri for egoisme og af et rent hjerte?
Kan jeg overhovedet tillade mig at bede (jeg den privilegerede)
og hvorfor er det så svært at være taknemmelig over Guds tilstedeværelse
fordi jeg ikke er sikker på at guden er der?
Jeg trøster mig ved at Gud tilgiver alt
VIII. GRANER
Dybt i skoven er kun graner
intet lys
Jeg tænker på Robert Corydon her
han lærte mig om graners mørke og skibsværfter
og om bogstaver i græsset
Derfor kan jeg være her
sætter mig endda ned og kradser tegn i skovbunden
som jeg knapt selv kan se
I graners mørke fumler og snubler jeg
utålmodig
jeg vil ud herfra
Men jeg er så omtåget (tog jeg svampe på vejen?)
at øjnene ikke ser og
min hjerne tænker slet ikke
og billederne er for længst ædt
Hvordan kan jeg overhovedet vende tilbage?
I Corydons digte
er jegets dybe dyk
i det der viser sig for digteren
IX. JEG HAR ELSKET SKOVENE
Jeg har elsket skovene indtil nu
nu misunder jeg lydene bevægelserne lugtene
og trykket mod min hud
for umiddelbarheden jeg har adgang til
rører ingen
dér må jeg ikke ses
ikke komme
ikke være
Umiddelbarheden jeg har adgang til
rører ingen kun som grænsekontrol
I stedet for at give trolddom videre
Det vilde turde jeg ikke
X. MIN KVOTE ER BRUGT
Jeg er nødt til at sige noget:
I de søer jeg falder ned i undervejs
svovlsøer ikke mindst
giver jeg op (min kvote er brugt)
Hvem hjælper
ingen hjælper
Bevæbnet med noget at skrive med
og noget at skrive på
Jeg er træt men kan ikke gå i seng
som regel
kan jeg ikke huske
mine drømme
XI. "JEG"
"Jeg" og universet
forpasset forpasset
Smerte sorg dårlig samvittighed
et mylder af skyld
alle de svigt jeg har gjort
over for mine børn
Hvor taler universet "jeg"?
Hvornår kan jeg tale med
mine døtre igen!
Ikke her ikke her!
og så besvimer jeg igen
XII. RÅD
I min pause siger jeg
"Sådan drager jeg altså
ned
Sådan ser jeg ud og
ned
ned"
Sådan spørger jeg dig til råds
men du ved ikke rigtig og siger
psykolog, psykiater, terapeut og coach
og hvad ved jeg
dig?
XIII. DIGRESSION
Til sidst er von Trier i Hollywoods helvede*
og efterlader også alle andre dér
* The House That Jack Built; Lars von Trier, 2018
XIV. TIL SIDST
Når jeg kravler bliver jeg liggende
ved pilekviste
og ser ingen steder hen
Sol sommer
enorm varme og hede
Når vi kommer hjem fra heden
lægger jeg mig her
Når lyset viser smerte alle dine fejl
og hvad du må nå inden
det er for sent i aften
i morgen eller i det hele taget
Går mine børn til
på grund af mig
XV. FORTSÆTTELSE FØLGER
- Fortsætter helvede
nu du er dernede
og kunne du genbesøge Helvede?
- Hvem spørger?
Det er vel mig selv?
Du mener, nu hvor jeg endelig har
fundet et par dage at hvile ud i
bør jeg genbesøge Helvede?
- Hvad er meningen med at genbesøge Helvede
som har fyldt i eksamenstiden indtil nu?
XVI. FAR OG MOR
Har du om mig?
Har du min far og mor med?
Har du sommeren med?
Har du vinteren med?
Har du efteråret med?
Har du foråret med?
XVII. DØDTRÆT
Jeg skriver når jeg er dødtræt
når alle rækker ud efter mig
og jeg ikke længere ved ud eller ind
XVIII. FORELSKELSE
En passant
et skaktræk hvor jeg ikke vil står over for
men altid tager et skridt til siden
gerne bag om den elskede
det er starten
en afstand der overvinder det værste ved
forelskelse
Opstod kontrakterne dér
´sæt kryds ved elsker elsker ikke´
Eller var det en form for kedsomhed
i sygesengen inden jeg kom tilbage i skoleklassen?
Var det skak eller litteratur eller begge dele, Plyds - noget helt andet?
Det er blindtarmsbetændelse der er
skyld i skyld i skyld
da jeg endelig kommer i byen
og ser klassens piger
sådan forandrede
forvandlede
Derefter giver jeg op
som om jeg er velvidende
resten af livet
Derefter bliver det sværere fordi jeg ikke tror på historien
og hvad ved jeg om
skylden samvittigheden og skammen
som jeg bærer derfra
V. RÆKKEHUS OG PRIVATSKOLE
Det er svært at forestille sig større
skyld samvittighed og skam end
Henriette Hørlück Skoles
Kroggårdsskolens
og Kochs rækkehuses
Her var jeg ikke ønsket som barn
VI. ALT DUKKER OP
Den kulde jeg føler i min krop nu
kender jeg ikke
Fra solar plexus og ud i fingrene
Men jeg kender lyden af blæsten udenfor
den metalliske klang
som om natten er rum
Jeg har voldsomt travlt
tiden er så kort nu
næsten opbrugt
Alt det der dukker op dukkede op
for længe siden igen og igen
Så jeg kommenterer ikke længere mig selv
og insisterer på at resignere
Holder bare mund i vrede
uopfordret når alle jeres spørgsmål om
mit liv står stille
og når mine livs spørgsmål er ligegyldige
Jeg går videre sådan men ved ærlig talt ikke hvordan
VII. FADERVOR
Jeg folder mine hænder
der er begyndt at ryste på det sidste
Jeg er begyndt at bede
Fadervor
fordi jeg ikke kender andre bønner udenad
Derefter improviserer jeg
og undrer mig over hvor hurtigt jeg synker ind i bønnens form og traditionelle ord
så hvordan beder man?
Hvornår er bønnen inderlig
hvornår er den fri for egoisme og af et rent hjerte?
Kan jeg overhovedet tillade mig at bede (jeg den privilegerede)
og hvorfor er det så svært at være taknemmelig over Guds tilstedeværelse
fordi jeg ikke er sikker på at guden er der?
Jeg trøster mig ved at Gud tilgiver alt
VIII. GRANER
Dybt i skoven er kun graner
intet lys
Jeg tænker på Robert Corydon her
han lærte mig om graners mørke og skibsværfter
og om bogstaver i græsset
Derfor kan jeg være her
sætter mig endda ned og kradser tegn i skovbunden
som jeg knapt selv kan se
I graners mørke fumler og snubler jeg
utålmodig
jeg vil ud herfra
Men jeg er så omtåget (tog jeg svampe på vejen?)
at øjnene ikke ser og
min hjerne tænker slet ikke
og billederne er for længst ædt
Hvordan kan jeg overhovedet vende tilbage?
I Corydons digte
er jegets dybe dyk
i det der viser sig for digteren
IX. JEG HAR ELSKET SKOVENE
Jeg har elsket skovene indtil nu
nu misunder jeg lydene bevægelserne lugtene
og trykket mod min hud
for umiddelbarheden jeg har adgang til
rører ingen
dér må jeg ikke ses
ikke komme
ikke være
Umiddelbarheden jeg har adgang til
rører ingen kun som grænsekontrol
I stedet for at give trolddom videre
Det vilde turde jeg ikke
X. MIN KVOTE ER BRUGT
Jeg er nødt til at sige noget:
I de søer jeg falder ned i undervejs
svovlsøer ikke mindst
giver jeg op (min kvote er brugt)
Hvem hjælper
ingen hjælper
Bevæbnet med noget at skrive med
og noget at skrive på
Jeg er træt men kan ikke gå i seng
som regel
kan jeg ikke huske
mine drømme
XI. "JEG"
"Jeg" og universet
forpasset forpasset
Smerte sorg dårlig samvittighed
et mylder af skyld
alle de svigt jeg har gjort
over for mine børn
Hvor taler universet "jeg"?
Hvornår kan jeg tale med
mine døtre igen!
Ikke her ikke her!
og så besvimer jeg igen
XII. RÅD
I min pause siger jeg
"Sådan drager jeg altså
ned
Sådan ser jeg ud og
ned
ned"
Sådan spørger jeg dig til råds
men du ved ikke rigtig og siger
psykolog, psykiater, terapeut og coach
og hvad ved jeg
dig?
XIII. DIGRESSION
Til sidst er von Trier i Hollywoods helvede*
og efterlader også alle andre dér
* The House That Jack Built; Lars von Trier, 2018
XIV. TIL SIDST
Når jeg kravler bliver jeg liggende
ved pilekviste
og ser ingen steder hen
Sol sommer
enorm varme og hede
Når vi kommer hjem fra heden
lægger jeg mig her
Når lyset viser smerte alle dine fejl
og hvad du må nå inden
det er for sent i aften
i morgen eller i det hele taget
Går mine børn til
på grund af mig
XV. FORTSÆTTELSE FØLGER
- Fortsætter helvede
nu du er dernede
og kunne du genbesøge Helvede?
- Hvem spørger?
Det er vel mig selv?
Du mener, nu hvor jeg endelig har
fundet et par dage at hvile ud i
bør jeg genbesøge Helvede?
- Hvad er meningen med at genbesøge Helvede
som har fyldt i eksamenstiden indtil nu?
XVI. FAR OG MOR
Har du om mig?
Har du min far og mor med?
Har du sommeren med?
Har du vinteren med?
Har du efteråret med?
Har du foråret med?
XVII. DØDTRÆT
Jeg skriver når jeg er dødtræt
når alle rækker ud efter mig
og jeg ikke længere ved ud eller ind
XVIII. FORELSKELSE
En passant
et skaktræk hvor jeg ikke vil står over for
men altid tager et skridt til siden
gerne bag om den elskede
det er starten
en afstand der overvinder det værste ved
forelskelse
Opstod kontrakterne dér
´sæt kryds ved elsker elsker ikke´
Eller var det en form for kedsomhed
i sygesengen inden jeg kom tilbage i skoleklassen?
Var det skak eller litteratur eller begge dele, Plyds - noget helt andet?
Det er blindtarmsbetændelse der er
skyld i skyld i skyld
da jeg endelig kommer i byen
og ser klassens piger
sådan forandrede
forvandlede
Derefter giver jeg op
som om jeg er velvidende
resten af livet
Ingen kommentarer:
Send en kommentar